Flemming R. Ovesen / Torben Taustrup

10/09-00

Der er igen ved at ske noget. I begyndelsen af august fil vi de rullede rørdele hjem, og vi kunne påbegynde samlingen af de to sektioner. Tubus er som tidligere fortalt i to dele, og dette er ganske bekvemt, da det er overordentlig vanskeligt at installere i og håndtere et 155 cm. langt rør, selvom diameteren er 42 cm.
Som ved den gamle tubus, samles de rullede rør med en laske som nittes fast indvendig.
Selve samlingen af de to sektioner foregår ved et indvendigt rørstykke der rager 100 mm ind i hver sektion som vist på tegningen. Efterfølgende er der indsat blænderinge i både nederste og øverste sektion - og denne gang er de fastgjort til tubus med 6 vinkelbeslag i stedet for fire, og dette har givet de to rørstykker en ganske god styrke. Vi har allerede prøvet at sætte de to sektioner sammen , og de passer fint. Der er meningen, at den øvre del skal kunne demonteres, så den bliver fastgjort med skruer.
Den nederste del af tubus skal forsynes med deklinationsaksel, og til dette formål er der fabrikeret et par stykker 12 mm tyk aluminium, hvorigennem akslen skal forløbe. De to aluminiumstykker skal skrues fast indvendig i tubus. Derudover er der lavet et pladebeslag, som enden af akslen skal fastgøres til vha. en skrue således, at akslen understøttes i to retninger.
Akslen er monteret på denne måde. Et kik ned i tubus
Der er indkøbt lejer til de to 15 mm. tykke deklinationsaksler, og der er endvidere lavet 5 mm tykke aluminiumbeslag der med fire 6 mm undersænkede stjerneskruer kan fastgøres til gaffelenderne.

Bunden
Bunden i tubus skal pga. det forholdsvis tunge spejl være meget solid. Beregninger viser, at selve hovedspejlet vejer 8 kg. og at spejlcellen kommer til at veje omkring 1 kg. Bunden er savet ud af en 5 mm aluminiumplade, og der er yderligere forstærket med en ring i støbealuminium. Denne plade er også 5 mm i godstykkelse, og har yderst en tykkere ring der er 13 mm. høj og 15 mm. bred. Forstærkningen har en udvendig diameter på 330 mm og hullet i midten er 170 mm. Forstærkningsringen er skruet fast med 15 stk. 5 mm undersænkede unbrakoskruer - om bundens styrke er tilstrækkelig vil tiden vise.

Spejlcellen
Jeg har set mange og forholdsvis komplicerede spejlceller. Mange vælger at placere spejlet i en celle med 9 eller flere understøtningspunkter for at få fordelt spejlets vægt så jævnt som muligt, da en uheldig understøtning kan resultere i, at spejlet deformeres en lille smule, og dette har betydning for billeddannelsen.
Jeg læste en artikel om netop dette emne i Sky&Telescope - "Cures for unsupportive mirror cells", juni 1999 af David Lewis, der er "associate professor of electrical and computer engineering" ved universitetet i Toronto.
Lewis har skrevet et program, "PLOP", Plate Optimizer, der kan beregne den deformation som et hovedspejl undergår ved forskellige understøtninger. Lewis har en hjemmeside, hvorfra man kan downloade det omtalte program: PLOP
Ifølge programmet kan man med fordel understøtte et fuld tykkelses spejl (1/6 tykkelse af diameteren) med tre punkter der befinder sig i en afstand af 40% af spejlets radius målt fra centret.
Dette vil nok overraske en del, da de fleste har anbragt de tre understøtningspunkter i en afstand fra centrum i området 70%. Ifølge computerberegningerne vil dette deformere spejlet markant mere end med indstillingen 40% - så måske skulle du overveje at checke DIN spejlcelle?
Man skal dog lige være opmærksom på, at 40%'s understøtningen ikke er så stabil - der er større risoko for, at spejlet kan vippe, så der stilles større krav til styrken i både celle og bund.

Mht. fastgørelsen og justeringsmulighederne ved spejlcellen - jeg har udtænkt et nyt system, hvor jeg søger at undgå, at der sker en deformation af selve spejlcellen, når justerings/fastholdningsskruerne er strammet. Sagen er, at langt de fleste spejlceller vrides en smule, fordi skruerne sætvis modarbejder hínanden da understøtnings- og strammepunktet ikke er sammenfaldende. Dette er ikke hensigtsmæssigt, og jeg har derfor valgt en løsning, hvor punkterne ER sammenfaldende. Dette har jeg opnået ved at lade de tre 6 mm. skruer fra spejlcellen forløbe gennem gevindrørstykker i tubus' bund. Sideværts er skruerne fikseret vha. rundede møtikker der kan hvile i dertil indrettede fordybninger i gevindrørstykkerne.
For at opnå maksimal stabilitet skal gevindstykkerne ikke ret højt op over tubusbunden.
En fordel ved dette spejlcelledesign er, at spejlet kommer meget tæt på tubusbunden, og dette forrykker tyngdepunktet i en hensigtsmæssig retning, da der så ikke skal anbringes så megen ekstravægt på tubus for at få den i balance.

Base Unit
Da vi fordrer en del funktioner, må vi også acceptere, at der fra kontrolrummet skal føres en del ledningsforbindelser frem til teleskopet. Alle disse forbindelser ender i to D-connectorer der er anbragt på Base Unit. Forbindelserne til gaflen føres op via en enkelt 25 bens D-connector.

Tilbage til første side