Flemming R. Ovesen / Torben Taustrup
Opstilling af teleskopet
Oktober 2002
Så var dagen kommet hvor vil skulle installere gaflen. Forinden var base unit anbragt på soklen. Den er stillet på et underlag af zinkplade for at forhindre betonen i at ridse undersiden af base unit.
Den nemmeste måde at få den ca. 80 kg. tunge gaffel op var at hejse den op. Vi var fire mand til opgaven - to mand oppe i observatoriet og to mand nede i værkstedet. Vi havde bundet et par snore i gaflen således at vi kunne løfte i gaflen oppe fra gulvet i observatoriet samtidigt med at de to i værkstedet tog fat og løftede.
Det gik over al forventning - i løbet af 5 sekunder var gaflen oppe og stå på gulvet i observatoriet.
Derefter gik vi i gang med at montere den - denne opgave gik der lidt mere tid med, men det lykkedes da at få den på plads uden at beskadige hverken snekkehjul eller tæer.
Nogle dage senere kom tubus på plads - dog uden spejle i.
Enheden med connectorstik på base unit blev installeret, og kablerne blev trukket ned i kontrolrummet.
Så kom deklinationsdrevet sammen med interfaceboxen til CCD kameraet på, og også selve CCD kameraet.
Inden sekundærspejlet blev monteret blev det sikret ekstra imod at falde af holderen, hvor det er fastgjort med dobbeltklæbende tape. Jeg limede simpelthen et par skruer fast på spejlbagsiden og de forløber så igennem et par modsvarende huller i spejlholderen. Der er så sat et par gummiskiver en spændeskive samt en møtrik på skruerne, så spejlet falder med garanti ikke af nu.
Sekundærspejlet blev så malet matsort - for mørkt skal det være.
Endelig blev hovedspejlet og bunden monteret - denne opgave skulle vi være to om, for de to ting vejer omkring 12 kg. tilsammen og bunden passer meget snært.
Nu ser det så sådan ud, og vi har allerede haft first light.