Flemming R. Ovesen / Torben Taustrup

Lørdag d. 1. september blev vores gode gamle 8" Newton så hentet af Kim Lang fra Aalborg. Det var ikke helt smertefrit at skulle sige farvel til vores trofaste teleskop gennem ca. 15 år - men før eller senere skulle det jo vige pladsen for det nye high tech teleskop, og jeg var glad for, at det netop var Kim og hans kumpaner der overtog den gamle "spejler".
Den tomme sokkel med de fire 16 mm gevindstykker stod nu og ventede på sin nye vægt, og jeg kunne ikke stå for fristelsen at sætte den nye base unit på plads, selvom den ikke var helt klar til det. De gamle firekantede galvaniserede spændskiver og boltene kunne uden problemer monteres - og med et velrettet spark på siden af base unit kunne jeg konstatere at den sad uhyggeligt fast.

Base unit kom dog ned i værkstedet igen, for den skulle have et lag rustforhindrende maling, så den var klar til at få sin vægt på et par dage senere. Inden den blev monteret blev den sidste enhed monteret - en "basebuk" der skulle modstå trykket fra det 12 mm tykke gevindstykke med tilhørende møtrik hvorpå lejehuset hvilede - et forholdsvis enkelt system hvormed det er muligt at finjustere på R.A. aksens hældning. Denne basebuk er lavet af et af klubbens medlemmer, Claus, der havde svejset det hele sammen i rustfrit stål - fine sager.
Nu skulle betongaflen så op og sidde i sin holder. Vi blev enige om, at det nok var smartest at montere akslen med snekkehjul og lejehus med det øverste koniske leje og det "almindelige" kugleleje i bunden - vi måtte så finde os i, at der blev noget mere at slæbe på op ad trappen. For at hele lejehuset ikke skulle kunne rutsje af akslen, viklede vi et par omgange isolerbånd omkring den nederste del af akslen.
Skønsmæssigt var vægten af gaflen nu oppe på ca. 75 kg., så det skulle to voksne mænd i 100 kg's klassen da nemt kunne bære de 5 trin op - og det gjorde de så.
Indrømmet, der skulle bakses en del før lejehuset sad som det skulle, men på kom det da til sidst. De to gennemgående gevindstykker blev skubbet på plads og møtikkerne strammet. Stor var spændingen, men heldigvis var der ikke noget der væltede, og gaflen føltes enormt stabil.
Så skulle tubus på. Det var en forholdsvis enkel operation, hvor man blot skulle tilse, at de to deklinationslejer var centreret korrekt på toppen af gaffelbenene. Monteringen af snekken og deklinationsmotoren gik også planmæssigt.
Endelig blev R.A. snekkedrev med tilhørende motor monteret, og ledningen med D-connectoren blev sluttet til den centrale enhed - og så var der kaffepause.

Nu skulle der så strøm til. Vi tog den bærbare pc med ud i skuret og fik sluttet det hele til. Men inden fik vi samlet teleskopet helt, for vi manglede lige at montere den øverste del af tubus. Grundet den begrænsede lofthøjde på 206 cm i observatoriet, måtte vi åbne den øverste luge, stikke en del af tubus op igennem hullet og så plumpe den ned på plads - what a monster!!!

Opstillingen var stadig stabil, så vi fik åbnet øllerne og fik fyret op under Mel Bartels program på den bærbare -  og vi blev slet ikke overraskede over, at kikkerten stort set kørte som den skulle. Det var en overordentlig stor fornøjelse at se den store gaffel med tubus svinge majestætisk rundt i et astadigt tempo - indtil tubus pludselig stoppede ?? - Hvad sker der? Det viste sig, at listen på højre side at observatorieåbningen ikke var taget i ed, da der i sin tid blev målt op til instrumentet - men målet var altså også snært.
Problemet er nu løst - tubus er afkortet med 3 cm.

19/09-2001
Vi har i den mellemliggende periode fået monteret guideteleskopet på tubus, og endvidere fik jeg fat i et par fliser der kunne gøre det ud for hovedspejl - 8 kg. Fliserne blev pakket ind og gjort fast til spejlcellen, og den blev så sammen med bunden bakset på plads.
For en uge siden støbte vi et kontralod til tubus, og det blev et par dage efter monteret så det var muligt at køre en realistisk test.
Der har været et par enkelte nætter, hvor der har været mulighed for at køre test med en stjerne i trådkorset. Nogle dage forinden havde jeg lavet en test af deklinstionsaksens indstilling - motorsteppene skulle selvfølgelig passe sammen med de deklinationsdata som kunne aflæses på skærmen. En måde at kontrollere dette på var at montere et vaterpas på tubus, stille den i vandret, 0-stille deklinationsværdien i programmet og så bare køre op til lodret - 90 grader, og så checke om vaterpasset var enigt. Efter et par køreture og en mindre justering af stepstørrelsen fungerede deklinationen tilsyneladende som den skulle - boblelibellen i vaterpasset stod lige i midten i begge stillinger.
Med lidt god vilje kunne man nok have regnet sig frem til den præcise stepstørrelse, men det gad jeg ikke - jeg kender alle relevante parametre: Udvekslingen på R.A. aksen er 1420 og 1704 på deklinationsaksen.
Steppermotorerne har 180 steps pr. omgang (det mest normale er 200 steps pr. omgang) og der er 20 mikrosteps pr. step. Omregnet svarer det til at deklinationen fra 0 grader og til 90 grader kører 76.680 steps - det svarer så til 1.533.600 mikrosteps. Omregnet er 90 grader 324000" og det svarer så til ca. 4,73 mikrosteps pr. buesekund.

Det var selvfølgelig spændende at se, om kikkerten nu også opførte sig som den skulle.
Først skulle akserne indstilles, så værdierne svarede til himlens. Heldigvis viser programmet den sideriske tid, så det er bare at få tubus til at pege mod syd og derefter indstille R.A. til den sideriske tid - uden at motorerne kører. Først når den sideriske tid er korrekt startes R.A. motoren - og man er ikke i tvivl om, at den kører, for den synger som bekendt en del.

Den første stjerne i feltet
Programmet (se skærmbilledet) blev startet op. Altair stod i en bekvem stilling, så den valgte vi. Vi fandt hurtigt ud af, at tracking ikke var helt præcis, men pudsigt nok, kunne kikkerten fint finde M-27, når teleskopet blev aktiveret fra Guide?? Problemet blev dog ikke løst den aften men et par dage senere, hvor jeg konstaterede, at deklinationsmotoren under almindelig tracking kørte ganske langsomt - og det skulle den jo ikke. Jeg var så inde og kikke lidt nærmere på "config.dat" - en fil der indeholder alle programparametre. Det viste sig, at der var et par talværdier i gruppen "drift", hvilket var noget underligt, da programmet var stillet til at køre ækvatorialt og ikke i alt/az mode - R.A. motoren havde altså også kørt med forkert hastighed.
Jeg slettede de to tal og skrev i stedet "0" begge steder. Strøm på igen - denne gang stod deklinationsmotoren stille, og R.A. hastigheden lå pludselig meget tæt på det rigtige.
Jeg prøvede at simulere en almindelig guiding på stjernen - der var overhovedet ingen problemer med at holde den i trådkorset.
Programmet er så smart indrettet, at man kan vælge hvilken hastighed der skal guides med - man skriver simpelthen hvor mange buesekunder pr. sekund der ønskes.
Jeg havde valgt 6" pr. sec., og det virkede meget overbevisende. Til min store glæde var der ikke problemer med at vende fra nord til syd - hvis der var slør, kunne det ikke umiddelbart konstateres.
Den obligatoriske tur fra Altair til M-27 gik fint begge veje - selvom opstillingen endnu ikke var linet op, så det var da ganske opmuntrende.

Motorstøj
Desværre var ikke alt rosenrødt, for der var nogle meget generende resonanser der fik tubus til at summe ret voldsomt, så det var et problem der skulle løses. Jeg fandt ud af, at deklinationsmotoren stod og summede selvom den ikke kørte rundt, og i samspil med R.A. motoren gav det nogle ret kraftige svingninger der kunne høres 10 meter nede i vores indkørsel - hunden var heller ikke tilfreds med lyden - den stod og gøede ude i haven. Under scanning var der endvidere ved deklinationsmotoren en voldsom resonans ved et bestemt antal omdrejninger.
Jeg besluttede mig for at lave et motorophæng til deklinationsmotoren. Motorstagene blev foret med rørstykker af siliconegummi, og jeg klippede 6 gummiskiver der skulle placeres under spændskiverne til de tre motorstag.
Strøm på igen. Denne gang lød det meget bedre - resonansen var pist væk, og motoren spandt som en kat.
R.A. motoren fik den samme tur,  og det hjalp også meget på lyden. Der skal nok gøres noget mere ved lyden - men indtil videre er der andre ting der er mere vigtige.

I dag fik jeg så justeret på polakselhældningen. Det viste sig ved en kontrol , at polaksen hældte for meget bagover. Dette kunne jeg konstatere ved at køre tubus i 0 grader, hvor tubus og gaffel skulle være præcis 90 grader i forhold til hinanden. Herefter kørte jeg tubus lodret - svarende til 56 grader 12 minutter og 21 sekunder. Der var en mindre forskel som uden de helt store besværligheder blev justeret på plads, så nu mangler vi bare at få polaksen rettet mod nord - hvis den ikke gør det i forvejen.

Vi arbejder stadig på den centrale enhed - som vi i mangel på bedre forslag har valgt at kalde den. Der kommer mere om selve elektronikken under "electronics".
 

Tilbage til første side